ELSA Day 2019 – Freedom of Expression Online

I anledningen af dette års ELSA Day, hvor temaet er ”Freedom of Expression Online”, ønsker vi i ELSA Aarhus at sætte et særligt fokus på emnet. Ytringsfriheden er én af menneskerettighedernes grundpiller, og i kraft af den øgede digitalisering i de seneste årtier, er vigtigheden af de centrale menneskerettigheder fulgt med over på internettet og de sociale medier.

Den danske befolkning benytter online medier, som aldrig før. I dag har 99 % af befolkningen adgang til internettet. I gamle dage fik befolkningen oftest informationer fra bl.a. fysiske aviser, og i dag findes disse stadig, men befolkningen benytter i stedet for avisernes og mediernes online løsninger. Enhver traditionel medie er online i dag, og der findes sågar medier, som kun findes i den online verden.

Mange af disse online platforme, som fx Ekstrabladet, DR og BT, tilbyder brugerne at kommentere direkte på de forskellige nyheder således, at kommentarerne bliver offentliggjort for hele befolkningen. Ofte kan brugerne kommentere uden, at der sidder en redaktør eller lignende klar på den anden side til at ”filtrere” i de løbende offentliggjorte kommentarer fra brugerne. Problemstillingen er herefter om, hvorvidt nogle af de offentliggjorte kommentarer kan være i strid med lovgivningen, og om, hvorvidt der findes en lovgivning, som omfatter eventuelle lovovertrædelser på de forskellige online medier.

Som udgangspunkt findes der en lovgivning i Danmark, som omfatter brugen af online medier bl.a. straffeloven og medieansvarsloven. Men implementeringen af lovgivningen halter bagud. Det skyldes først og fremmest, at kendskabet til lovgivningen er lavt. Her bør der skelnes mellem professionelle aktører på de sociale medier som fx journalister og den almindelige danske befolkning. Den typiske journalist har et vist kendskab til lovgivningen på området samt generelt etisk journalisme, hvorfor disse er stillet bedre modsat den almene befolkning, som ikke har dette kendskab til området. Den almene borger har ligeledes typisk en tanke om, at de online platforme er et privat sted, hvilket i mange tilfælde ikke er tilfældet. Desuden har den almene borger en tanke om, at der ikke er nogle grænser ift., hvad man må ytre sig om online.

De helt store online platforme, som fx Facebook og Google, er amerikanske selskaber, hvorfor der opstår en tanke om, at retten til ytringsfrihed online vejer meget tungere end overvejelser om krænkelse af borgeres privatliv.

En anden årsag til, hvorfor implementeringen af lovgivningen halter bagud, skyldes bl.a. anklagemyndighedens manglende fokus i tiltalerejsning i sager inden for online ytringsfrihed og krænkelse af privatlivet ifbm. online medier. Sagerne i anklagemyndigheden har en meget lang sagsbehandlingstid, hvis man er så heldig, at der bliver rejst tiltale i sagen. For nylig har der dog været særligt fokus fra anklagemyndighedens side i forbindelse med distribuering af nøgenbilleder. De mange sager har resulteret i, at politiet i januar 2018 sigtede over 1000 unge mennesker for at have delt nøgenbilleder eller videomateriale. (Den såkaldte umbrella sag). Der er sigtet efter enten straffelovens § 232 om blufærdighedskrænkelse eller § 235 om udbredelse af børneporno i Umbrella-sagen. De prøvesager, der har kørt i forbindelse med Umbrella-sagen har sendt et stærkt signal til befolkningen og særligt den unge befolkningsgruppe om konsekvenserne ved distribueringen af nøgenbilleder.

En anden særlig men relevant problemstilling er om, hvorvidt (online)medier kan være medansvarlige for brugernes eller de interviewede personers strafbare ytringer. En ældre omdiskuteret sag, som kan være med til at belyse problemstillingen og desuden give indsigt i, hvordan Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol forholder sig til problemstillingen, er U 1989.399 H (Grønjakke-sagen), hvor en journalist og en programchef blev dømt efter strl. § 266 b for medvirken til udbredelse af raceforhånede udtalelser. Journalisten fra DR havde inviteret en gruppe unge, Grønjakkerne, til at tilkendegive deres mening om fremmedarbejdere. Anklagemyndigheden rejste herefter tiltalte efter strl. § 266 b, idet Anklagemyndigheden mente, at der var tale om udtalelser som forhånede og nedværdigede personer på grund af deres hudfarve og etniske oprindelse. Sagen blev efterfølgende indbragt for EMD, der statuerede krænkelse af EMRK art. 10 om ytringsfrihed, idet det blev slået fast, at medier har en særlig forpligtelse og dermed en særlig ret til at videregive oplysninger af almen interesse.

Konklusionen er herefter, at (online)medier kan være medansvarlige for brugernes indhold, hvis der foreligger den fornødne tilregnelse hos mediet (forsæt eller uagtsomhed), medmindre der er tale om beskyttelsesværdige ytringer af samfundsmæssig interesse, jf. bl.a. U 1989.399 H (Grønjakke-sagen) ovenfor.

Helt overordnet skal der dermed ske en afvejning af online ytringsfrihed på den ene side, og krænkelse af privatlivet på den anden side. Det kommer an på de konkrete omstændigheder i den enkelte sag, hvad der vejer tungest. Det er svært for fx journalister at finde rundt i de forskellige bestemmelser i fx Straffeloven og Medieansvarsloven, der i nogle tilfælde kan resultere i en bøde eller en straf for deling af billeder, artikler eller interviews. Og endnu sværere er det for den almene borger at navigere rundt i den online verden i 2019 uden at vide, om en offentliggørelse af en kommentar på en offentlig tråd potentielt kan resultere i en tiltale fra anklagemyndigheden. En øget fokus på den relevante lovgivning vil sandsynligvis øge borgernes indsigt i, hvornår man er på den rigtige side af loven, når man er online.